• Køb for over 400 kr. og modtag et GRATIS bogsæt med ophæng og bogmærke, til en værdi af 395 kr.
Banner

Hvem er H.C. Andersen?

Hans Christian Andersen blev født den 2. april 1805 og døde den 4. august 1875.

Dansk verdensberømt forfatter og digter. Født i Odense af fattige forældre og rejste som 14-årig til København i håb om, at få en karriere ved teateret. H.C. Andersen blev optaget i Det Kongelige Teaters kor. Herefter kom han i latinskole, og blev student i 1828.

H.C. Andersen elskede at rejse. I 1831 foretog han den første af sit livs mange udlandsrejser og samme år udkom også den første digtsamling. H.C. Andersens egentlige store litterære gennembrud kom dog først med udgivelsen af romanen Improvisatoren i 1835, om hvilket H.C. Ørsted sagde, at hvis romanen kunne gøre ham berømt, ville eventyrene gøre ham udødelig.

Det var først og fremmest H.C. Andersens eventyr, der lagde grunden til hans internationale berømmelse. I 1835 udkom H.C. Andersens første eventyrsamlinger - Eventyr, fortalte for Børn. Det første hæfte indeholdt: Fyrtøjet, Lille Claus og store Claus, Prinsessen på Ærten og Den lille Idas Blomster. Senere samme år udkom det andet hæfte med: Tommelise, Den uartige Dreng og Rejsekammeraten. I eventyret Den Grimme Ælling beskriver H.C. Andersen sit eget livs historie.

212 eventyr og historier blev det til, foruden romaner, selvbiografier og rejseskildringer

H.C. Andersen er oversat til over 100 sprog, og hans litterære værker og digte læses i hele verden.

Hans frodige fantasi og skabertrang kom ikke alene til udtryk igennem hans pen, men i høj grad også igennem hans saks, som han altid havde på sig. På sine mange rejser og ved mange selskaber underholdte han og fortalte fantastiske historier, mens han klippede i fri hånd. Ved fortællingens slutning foldede han sit papir ud og afslørede et fantasifuldt papirklip klippet specielt til lejligheden.

Papirklippene havde ikke alene til formål at glæde øjet, de var også en udfordring for intellektet. Tit var der en dybere mening i klippene, på samme måde som i eventyrerne, der overfladisk underholder, men som også sætter tanker i gang. Visse af klippene kan ses som spidsfindige rebusser - andre som ikoner.

H.C. Andersen døde ugift og barnløs. Han ligger begravet på Assistens Kirkegård i København.

Lad det smukke julepynt med Hans Christian Andersens papirklip og eventyr skabe julestemning og inspirere til hyggelige fortællinger i dit hjem.